Menu

Sommerhuset med kig til havet på Orø

Det er fredag. Det er november. Vi har besluttet os for, at november er lidt mørk. Vi har brug for en hverdagsferie. Turen går denne gang til øen Orø ved Holbæk, som er et helt igennem genialt gemmested.

 

Vejen til sommerhuset

Efter turen fra Jylland til Sjælland starter ferien. Den starter med en sejltur på verdens mindste færge. Jeg mener mere, at det er en forstørret tømmerflåde end en færge, så ø-stemningen er sat, fra vi stiger ombord. Der er ingen vægge, bare et stort gulv med plads til os og de trætte københavner-pendlere. Orø ligger kun et stenkast væk, så efter nøjagtig 6 minutter stiger vi i land. Vi er nu på ø-ferie.

 

Danmarks måske fineste Airbnb?

Orø er en mindre ø på 14 km2, men til gengæld er der rigeligt med fun facts om øen. Blandt andet er den hjemsted for én af landets største bestand af sjældne orkidéer: Mygblomsten (læs: Ikke den største, men en af de største, vi er vilde med det, her er janteloven parkeret). Det var hverken fun factsene eller fiskemulighederne, som fik os til at vælge Orø, men en af, efter vores mening, Danmarks fineste Airbnb. Og nej, vi er ikke sponsoreret af dem. Vi kan bare så godt lide stilen, stedet og den uprætentiøse stemning, Morten og hans familie har skabt. Hvis du vil se andre forslag til danske perler, så kig med her på vores andre gemmesteder.

 

Privat udsigt til fjorden

Vi kommer frem ved 15-tiden, så der er stadig lyst udenfor. Vi går ind. Her er varmt og godt, da ejeren har været her og tændt op i varmepumpen. Der er en velkomstbog, en skål med chokolade og en udsigt, der kan imponere selv en nordmand. Og det bedste af det hele: Vi har udsigten og stedet helt for os selv.

 

Når stemningen føles lidt som en feel good-film

Lune boller, Spotify spiller noget under kategorien "morning acoustics", der dufter af kaffe og brændeovn. Vi har begge farmors hjemmestrikkede tøfler på. Vores gule labrador sover foran altandøren ud til den fine, vilde have.

 

"Jeg føler lidt, at vi er blevet suget ind i en boligreportage. Men jeg må indrømme, jeg kan lide det."

 

 

Skøre, skønne fund og masser af personlighed

Når du går igennem huset, er det lidt som at være på en skattejagt. Der er små, finurlige, fine ting overalt. Stuen er et stort overraskelsesrum. Der er englevinger på pæren i gangen, der er et gammelt, rosemalet skab på væggen, og en masser af spændende billeder. Møblerne er en blanding af genbrugsfund i svensk/fransk stil og massive træmøbler, som vi tror, de selv har lavet. Vi har haft en "Kender du typen" fra DR-diskussion kørende, om dem, der ejer stedet, enten er møbelsnedkere, interiørdesignere eller fotografer. Vi bliver ikke enige, men fint er her.

 

 

Der er "sittehjørner" alle steder

Vi ved ikke, hvordan ejerne af sommerhuset har gjort det, men der er lavet utrolig mange muligheder for at krybe ind i et hjørne og faktisk sidde rigtig godt, og dette på trods af at hytten ikke er større end ca. 60 m2. Sofagruppen, som er lavet af fire gamle døre, kan omdannes fra to sofaer til to enkeltsenge eller en stor dobbeltseng. Normalt er vi skeptiske over for hjemmelavede byg selv-møbler, fordi det ender med at se godt ud, men man sidder, som om vi er i et teenagerværelse med en fejl-samlet Ikea-seng. Det gør det ikke her. Det er bundsolide møbler, og med husets monsterpuder kan vi ligge og slænge os i alle retninger. Her kan du roligt blive liggende til langt ud på dagen uden at få dårlig samvittighed, imens du kigger ud på den vilde natur på øen.

 

Hængekøjestol, et kapitel for sig selv

I sommerhusets bjælker er der opsat tre kroge, som gør, at du kan flytte rundt på husets hængekøjestol (se billede), alt efter om det er udsigten eller brændeovnen, du vil have i centrum. Jeg har brugt ca. 80 % af min tid i stolen allerede. Og nævnte jeg forresten, at du også kan koble den op ude på terrassen i sommerhusets overdækkede inde/uderum?

Der er et firpersoners bord i den nordlige del af hytten, her slås vi lidt om, hvem der skal få lov at sidde med udsigt direkte til havet. Jeg vinder. Og en af aftnerne besluttede vi os for at stå op og spise i køkkenet ved deres massive træbord, fordi det var så hyggeligt.

 

Et af højdepunkterne var, da der løb to småvildt igennem haven. Herman, hunden, var heldigvis bundet fast i en pæl, ellers tror jeg, det var det sidste, vi havde set til den. Snak om idyl.

 

En købmand og et pizza/crepe-sted, der er åbent fra 18.00-20.00 hver fredag

Nu er det efterår, og vi har indtryk af, at der er lidt mere cafeliv i sommerhalvåret, men der er en fin købmand, som har det meste, vi har brug for. Og hvis du er heldig og er her en fredag, kan du få en pizza i en landbrugscafe med nok en af de snævreste åbningstider, vi har set: 18.00-20.00 hver fredag.

 

Men når caféerne er lukket, tager vi naturen i brug

Vi har slappet godt af i nogle dage. Og måske er det netop derfor, A får den lyse ide: "skal vi ikke tage ud og samle blåmuslinger i dag?". Som sagt så gjort. Det blæser, men det er det fineste solskin, så med støvler, hundens ubrugte prutteposer og en ivrig vandhund tager vi afsted og ud på stranden. Vi finder 2. Vi finder 2 mere. "Her er masser", råber jeg, samtidig med at jeg er ved at gå over ende på en glat sten. Vi tager hjem. Jeg vasker de to poser med blå muslinger sirligt af. A laver hjemmelavede fritter (sygt gode fritter). Vi henter to kolde øl fra terrassen, og så er den aften vist hjemme.

 

Et dejligt sted året rundt

Nu er temperaturen 5 grader, men når solen er fremme, kan du tage dig et udendørs brusebad, hælde en øl op og sætte dig på terrassen. Og når vejret er lidt mere råt, som nu, kan I pakke jer ind i den åbne udestue, slynge jer i hængestolen eller sætte jer foran brændeovnen i stuen.

 

Om nogle dage skal vi hjem, men jeg vil gerne blive længere. Tak for denne gang, Orø.

  

Hurtige fakta

Om gemmestedet:

Der er 1 soverum med dobbeltseng og mulighed for en nummer 2 dobbeltseng i stuen. Der er en trampolin i haven. Der er cykler til store og små i skuret. Der er brænde tilgængelig til at tænde op i ovn og lave bål. Her er sengetøj og håndklæder en masse. Køkkenet er veludstyret, og der er også basale krydderier, olier etc.

 

Om området:

Det lokale supermarked har et fint vareudvalg, men ting som Nespresso-kapsler og quinoa må du selv tage med fra fastlandet. Østre-færgen går hvert 20. minut.

05.40-19.00 på hverdage og 08.00-19.00 lørdag og søndag. Der er dog mulighed for at sejle med efter 19.00-24.00 efter behov. Færgen tager imod MobilePay og kontanter.

 Der er en fin dyrhave lige ved sommerhuset, med dromedarer, strudse og smådyr.

 

 

Pris:

570 per nat

Minimumsophold på 5 dage

Hunde er velkommen

Børnevennlig 

Stedet kan bookes her

Første gang på Airbnb? Få 200 kroner i rabat her.

 

 

 

 

Har du fundet et gemmested?

Så vil vi meget gerne vide det. Send derfor gerne et link til os på vores mail som du finder ved at trykke på dette link: 

Forslå et gemmested!

Følg os på Instagram!